I daglig tale kaldes vejen Søndre Banevej og skrives ofte ”Sdr. Banevej”. Omkring år 1800 var vejen den første del af den gamle Københavnsvej (i modsætning til ”Kongevejen”). I forbindelse med åbningen af Nordbanen i 1864, blev vejen som Søndre Banevej videreført hen til stationen, mens den nyanlagte vej nord om kirkegården blev kaldt Nordre Banevej. Ejendommen ”Hostruphus” på hjørnet af Hostrupsvej og Søndre Banevej er fra 1938-39, mens ”Trekanten” overfor på Søndre Banevej er fra tidligere i 1930’erne. Fotografiet med hestevognen må være fra ca. 1935. Tak til Birgit Vinholt Hansen.
2023-09-21
Tidligere bestyrelsesmedlem, Mogens Hansen (MH) , lægger til denne historie, at han kender kusken som Jørgen Krogh, der boede Langesvej 31, og Jørgen var gennem mange år fast kusk på denne, Nordstens hestevogn. MH var i sin barndom meget bevidst om dette ikon i bybilledet, fordi det var en væsentlig del af livet i byen beskæftiget med at flytte maskiner fra Nordsten til Stationen. På billedet er hestevognen lastet med dele til Nordstens berømte tærskeværk. MH gik i skole med sønnen, som ligesom faren hed Jørgen, og han var født i 1937. MH tidssætter billedet til før 1938.