Dette års generalforsamling afholdtes 6. marts i Kedelhuset, hvor det plejer. En undtagelse var i år, at det foregik på en mandag, men tirsdage og mange andre dage var dette lokale optaget af andre.
Aftenens ca 25 tilstedeværende medlemmer blev budt velkommen af formanden, Asger Berg, som kunne præsentere den valgte ordstyrer, Birgit Vinholt Hansen, som var foreslået af bestyrelsen.
Birgit kunne uden protester erklære, at GF var varslet iht. vedtægterne, og man kunne således fortsætte med den fremlagte dagsorden, som omfattede formandens beretning, kassererens beretning og valg til bestyrelsen samt eventuelt.
Ved valget genopstillede Eva Holm-Nielsen og Mona Petersen, som begge blev genvalgt, hvorimod Christian Obel af helbredsmæssige grunde ikke øsnkede at genopstille. Da foreningens vedtægter ikke krævede et supplement på den post, og ingen ønskede at stille op, blev der ikke valgt flere til bestyrelsen. Som suppleanter genvalgtes Birgit Vinholt og Mogens Jønsson. Poul Bønsøe og Torsten Berg blev genvalgt som hhv. revisor og revisorsuppleant.
Der var ingen forslag fra medlemmerne.
Foredrag om en spændende hobby
Efter afslutningen af dagsorden var der et fyldigt indlæg af Per Hundevad Andersen fra Slægtsforskernes Bibliotek i Tåstrup. Per gav os et godt indblik i bibliotekets opståen og virke. Kort fortalt var det en institution, der groede op af tilfældigheder og langsomt udviklede sig til det, den er i dag. Fra at være en række bøger om historiske og personalhistoriske emner samlet af entusiastiske slægtsforskere er det blevet til en database med emner, der dækker beslægtede sager. Ordet bibliotek har en lidt anden betydning her, idet man ikke kan låne en eneste af de tusindvis af bøger, som SB har modtaget fra store og små givere. I stedet er bøgerne skannet og blevet gjort tilgængelige i udgaver der gør dem lettere at læse. Der er blevet kælet for dem, og feks. vil de fleste af bøgerne derved blive præsenteret med en hvid baggrund, i stedet for de gulnede sider, der på et eller andet tidspunkt ofte rammer gamle bøger. Og det bedste er, at du, ligemeget hvor meget slægtsforker er, kan søge i den database, som biblioteket har skabt med maskiner og engagerede, frivillige mennesker. Du kan nu søge på utroligt mange forskellige emner. Per kunne fortælle, at ordet “Slægtsforskere” nu var et efterhånden udgået ord i den sammenhæng, idet man nu kunne konstatere, at det i højere og højere grad var historieforskere, der benyttede sig af biblioteket. Men servicen er stadig for alle, høj og lav. Afslutningsvis havde Per en gennemgang af de søgemuligheder, der findes på nettet.