Ny stor bog om Hillerøds historie
Hillerød Lokalhistoriske Forenings nye bog, ”Guide til Hillerøds gader og veje” fortæller om byens historie via dens gade- og vejnavne. På 342 sider med over 700 opslag og 280 fotos og kort kan både nye og gamle hillerødanere få oplysninger, forklaringer, dateringer og indimellem små anekdoter om byens lokalhistorie. Bogen er ordnet alfabetisk, så den kan bruges som opslagsbog, men den kan også læses fortløbende, hvis man vil udvide sin viden om byens udvikling.
Forfatterne har valgt at udvide begrebet ”gader og veje”, så det også omfatter navngivne torve, pladser, stier, passager, gadehjørner osv. Og da det er en lokalhistorisk bog, er der også forklaringer på nedlagte veje, ændrede vejnavne og – i er vist omfang – uofficielle navne. Hvor ligger fx Godsejerbakken eller Laurines Bakke? Ældre folk kender måske Buddes Hjørne og Melskens Passage, men hvor ligger Albrechtsvej og Søren Sø Vej? Her er grundlag for en quiz om, hvor godt man kender byen.
Geografisk har forfatterne valgt at begrænse sig til Hillerød Kommune, som den så ud indtil kommunalreformen 2007. Men alle de nye veje i Hillerød siden 2007 er taget med. I en del tilfælde oplyses der også om institutioner, der har adresse på den pågældende vej. Kendte personer, der har boet der, nævnes også, dog ikke, hvis de stadig bor i byen. Et personregister på 13 sider kan derfor være en indgang til bogen.
Forfatterne Eva Holm-Nielsen og Asger Berg har begge arbejdet med Hillerøds historie i mange år, hvilket fremgår af kildeoversigten. Til bogens billedside har de fået bidrag fra lokale fotografer og arkiver, der har stillet deres materiale til rådighed. Økonomisk har Hillerød Borgerstiftelse, Lions Hillerød og Dansk Lokalhistorisk Forening støttet udgivelsen.