Årsberetning 2019

Årsberetning 2019

Denne gang fremført af næstformand Bjørn Christiansen på vegne af formand Asger Berg 4. marts 2020.
Ved foreningens ordinære generalforsamling onsdag den 6. marts 2019 var der genvalg til de 3 bestyrelsesmedlemmer Eva Holm-Nielsen, Mona Petersen og Aase Hansen for en toårig periode. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Asger Berg, Inge Elsøe, Henrik Selsøe Sørensen og Bjørn Christiansen. Til suppleanter valgtes Christian Obel og Mogens Jønsson for en étårig periode. Som revisor genvalgtes Poul Bønsøe og som revisorsuppleant Torsten Berg.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Asger Berg som formand, Bjørn Christiansen som næstformand, Inge Elsøe som kasserer og Eva Holm-Nielsen som sekretær. Dermed frasagde Inge sig altså næstformandsposten, som hun har passet i mange år ved side af kassererjobbet. Tak for godt samarbejde, Inge, og tak til Bjørn for at tage over. Det tegner godt! Og også rigtig godt, at du, Inge stadig vil sidde på kassen.
Vi har holdt 6 bestyrelsesmøder i årets løb, hvor vi har aftalt og drøftet forhold vedr. arrangementer, økonomi, medlemsbladet, vores medlemskontakt, vores engagement i Lokalhistorisk Samvirke og i gravstensprojektet m.m. Noget af det vil vi kort komme ind på.
Vi har i 2019 haft 7 arrangementer: Christian Obels foredrag om Frederik 2.s kanaler i februar, maleriauktionen ved generalforsamlingen i marts, forevisningen af små historiske film fra Hillerød (i maj), sejlturen med foredraget ”Folk langs Slotssøens bred” (også i maj), rundvisning på FOSS med virksomhedens historie (i september), foredraget ”Bag Frederik 7. stod grevinden” ved Kulturnatten i september samt foredraget om lægen Vilhelm Møller Kristensen og Æbelholt Kloster (i oktober).
Medlemsbladet, redigeret og layoutet af Eva Holm-Nielsen, er som planlagt udkommet med 3 numre med meget forskelligartede artikler. Efter at vi har besluttet at fortsætte med det professionelle Indesign-layoutprogram, er vi stadig godt tilfredse med dets form og indhold, og vi er glade, når medlemmer ganske ofte roser det. Det er og bliver et vigtigt bindeled til medlemmerne, som også gemmer det eller giver det videre til andre, så det fungerer som en reklame for foreningen. Eva, som er det eneste bestyrelsesmedlem, der har været med siden 1986, lægger et stort arbejde i vores blad.
Økonomisk kan vi klare layout, trykning og distribution af bladet i papirform. Det vil Inge Elsøe nok komme ind på. Vores mangeårige samarbejde med Nofoprint er fortsat, efter at nye ejere har overtaget det, og indtil videre har vi ikke haft grund til at ændre på det.
Udgivelsesmæssigt har vi i 2019 ellers kun stået for den traditionsrige billedkalender med fotografier fra byen. Den nye 2020-kalender med Orla Larsen-fotografier udkom i god tid før jul, og blev præsenteret ved Arkivernes Dag på Hillerød Bibliotek. Fra bestyrelsen var det Eva Holm-Nielsen, Henrik Selsøe Sørensen og undertegnede, der stod bag, og John Jessen Hansen har igen i år fotograferet forsidebilledet. Bjørn Christiansen stod for lager og distribution, og Mona Petersen for salget ved julemarkedet i Bymuseet på Jægerbakken.
Vores hjemmeside passes godt af Mogens Jønsson, med stor selvstændighed og nye ideer. Se selv efter! På hjemmesiden ligger som bekendt bl.a. Aase Hansens og mit register over personomtale i medlemsbladet, som måske snart trænger til en lille opdatering med de seneste års blade.
Gruppen, der arbejder med gravstensregistrering, er i fuld gang med Nyhuse Kirkegård – fotografering af gravsten og digital registrering, som kommer til at ligge på den landsdækkende platform dk-gravsten.
Her til sidst – den måske største mødeindsats i årets løb har nok været vores arbejde med den kommende digitale lokalhistorisk platform, HILLERØD LEKSIKON, som skal blive til efter wiki-princippet med frivillige kræfter. Vores forening, og ikke mindst Bjørn Christiansen, tog initiativet til det for et par år siden, og det er Lokalhistorisk Samvirke (de 7 lokalhistoriske arkiver/foreninger i Hillerød Kommune), der nu nærmer sig det første mål, nemlig at kunne præsentere projektet offentligt. Vi har arbejdet med økonomien, som er på plads, og vi har set første version, som er udarbejdet professionelt af fa. Brandis & Winding. Vi glæder os til at kunne præsentere det, sammen med de øvrige deltagere i Samvirket. Det vil bl.a. ske igennem de lokale aviser, og det vil nok foregå på Hillerød Bibliotek.
Til slut vil jeg på bestyrelsens vegne sige hjertelig tak til vores samarbejdspartnere i Lokalhistorisk Samvirke og til vores sponsorer. En varm tak til Frederiksborgmuseet; Hillerød Borgerstiftelse; Frederiksborg Svendeforening: Hillerød Industri- og Håndværkerforening; Holte Vinlager, Hillerød; PriceWaterhouseCoopers, Hillerød; Spar Nord Hillerød og Ullerød SuperBrugs. Mange tak for jeres støtte til foreningens arbejde.
Endelig vil vi takke de medlemmer, som i årets løb har henvendt sig med forslag og ideer til vores forenings arbejde. Og endnu engang vil jeg selv sige tak til bestyrelsen og suppleanterne for vores samarbejde. Alle som en har noget at bidrage med. Tak!

P.b.v.
Asger Berg